Skip to content
Ejendomsmæglerudsagn: Godt og børnevenligt område, hvor der bliver leget på vejene med naboernes guldklumper, tæt på skole, svømmehal, fodboldbane og massere af grønne områder perfekt til at gå ture og nyde naturen.

Nyhedsbrev okt 18

Grundejerforeningen Maglehøj Bestyrelsen

Information til grundejerne Oktober 2018

I anledning af at vi nu igangsætter renoveringen af fortovet på den vestlige sti ved Bukketornvej, sender vi fra bestyrelsen denne ekstra information. Samtidig tager vi et par andre informationer med.

Renovering af fortovet på stien ved Bukketornvej igangsættes

Der er nu indgået en aftale med Frederiksværk Brolægning om renovering af fortovet på den vestlige sti på Bukketornvej. Arbejdet vil blive påbegyndt i starten af november og tage cirka en måned. Brolægningen vil starte fra den nordlige ende fra toppen af trappen fra Lejerbos område og fortsætte kontinuerligt frem til den offentlige skolesti, der mod vest fører hen til tunnelen. Det er en strækning på ca. 400 meter. Samtidig med renovering af fortovet lægges der fliser på det ubefæstede p-areal, der ligger op til seniorfællesskabet, og som i sin tid var p-plads til den tidligere børnehave, som lå på stedet.

Vi ser begge dele som rigtig gode løsninger, der giver et positivt løft for de grundejere, der bor ud til fortovet, samt andre der benytter det. Endvidere giver det ubefæstede areal nogle p-pladser, der kan benyttes til midlertidig parkering. Hele renoveringen koster de 400.000 kr., som er afsat i grundejerforeningens budget for 2018.

Arbejdet med selve renoveringen vil selvfølgelig medføre nogle gener for beboerne ved stien, men der vil hele tiden være mulighed for at passere indkørslen til den enkelte ejendom. Der arbejdes med en strækning på ca. 40 meter ad gangen. Det er meget vigtigt, at den enkelte grundejer inden arbejdets udførelse sikrer, at der ikke er hæk eller anden beplantning, som rækker ud over fortovet/bagerste flisekant.

Entreprenøren vil gøre alt for at minimere generne og sikre en god arbejdsproces.

Har du spørgsmål til det praktiske arbejde vedrørende renoveringen, så kan henvendelse ske til entreprenøren på stedet eller du kan kontakte Claus Larsen, Frederiksværk Brolægning, telefon 23463407, mailadresse: mail@fbas.dk

Sprøjtning af fortove, stier og vejkanter

Det var forudsætningen, at vi ikke ville sprøjte i år, men vurderet på, hvordan vi kan finde en acceptabel miljøvenlig, effektiv og økonomisk løsning fremover. Det har vist sig ikke at være nemt. Da ukrudtet imidlertid har væltet op i anden halvdel af sommeren og også kan give skader på asfalten, har vi i bestyrelsen ekstraordinært besluttet at sprøjte og lade det ske på mere traditionel vis, hvilket er udført omkring 1. september. Herved opnår vi, at rødderne bliver ødelagt, så ukrudtet får det sværere ved starten af næste års vækstperiode. Arbejdet er udført af firmaet Komplet Fliserens Aps. Vi gør opmærksom på, at det er grundejernes opgave at fjerne det visne ukrudt fra fortovene.

Sommerfesten – igen en succes

Sommerfesten, der blev afholdt den 18. august blev igen i år en succes med godt 60 deltagere med masser af hygge og gode aktiviteter for og med børnene. Det er et stort frivilligt arbejde at stå for et så stort arrangement, herunder med forberedelse og praktiske opgaver med op- og nedtagning af telt og meget andet. Stor tak til festudvalget og øvrige frivillige, som gjorde den store indsats.

Vi søger nye medlemmer til festudvalget. En stor del af det nuværende festudvalg har stået for sommerfesten i de fire år, den har været afholdt. Det er rigtig godt gået. Det har været hyggeligt og sjovt, men nu er tiden kommet til at give stafetten videre. Så der skal lyde en opfordring til, at andre melder sig til at tage det ansvar og dermed er med til at sikre, at denne hyggelige aktivitet får mulighed for at fortsætte. Er du/I frisk på det, så meld dig/jer allerede nu til festudvalget ved at skrive en mail til grundejerforeningen: maglehoej.frv@gmail.com. Så vil vi sørge for, at I får hinandens kontaktoplysninger, så I kan komme godt i gang med planlægningen. Du/I kan være med i selve festudvalget om tilrettelæggelsen eller blot være hjælpere.

De bedste hilsner

Svend-Erik Nielsen Bestyrelsesformand

Back To Top