
Bestyrelsesmøde
Referat af bestyrelsesmøde i Grundejerforeningen Maglehøj 27. november 2018
Tilstede: Svend-Erik Nielsen, Alexander Lunde, Mette Wolff, Niels Blach og Lisa Andersson (referent)
Afbud fra: Mikael Karlsen
Dagsorden
1. Godkendelse af dagsorden
2. Godkendelse af referat fra mødet den 21. august
3. Opfølgning efter bestyrelsens besigtigelse af området den 21. august
4. Økonomi, ved kassereren:
• Økonomirapportering
• Opfølgning af kontingentrestancer
5. Renovering af fortov på den vestlige sti. Status
6. Henvendelse til kommunen om poppeltræerne ved boldbanerne på Magleblik/Kappelhøjkilen, der begrænser udsigten til fjorden. Orientering om kommunens afvisende svar og efterfølgende drøftelse i Grønt Råd
7. Vejskilte, orientering om svar fra kommunen vedrørende de fire skilte, som ikke er udskiftet.
8. Julebrev til grundejerne, emner
9. Eventuelt
10. Næste møde
Ad 1.
Dagsordenen blev godkendt.
Ad 2.
Referatet af 21. august 2018 blev godkendt.
Ad 3.
Det ser generelt pænt ud ved parcellerne.
Hækkene er klippet godt ind ved den vestlige sti, hvor fortovet renoveres.
Ad 4.
Svend-Erik oplyste, at der kvartalsvis kommer en investeringsrapport fra banken. Pr. 30. september viser den 765.768 kr., hvoraf 501.579 kr. er placeret i Privat Invest. Da kassereren ikke er til stede på mødet, ved vi ikke om der fortsat er restancer. Vi følger op på næste møde.
Ad 5.
Arbejdet er gået i gang og det ser rigtig flot ud, det der er lavet indtil videre.
Ad 6.
Kommunen har i første omgang afvist anmodning om beskæring af poppeltræerne. Efterfølgende har det været drøftet i Grønt råd, som vil genoptage sagen. Kommunen vil på et tidspunkt gerne mødes med grundejerforeningen, hvor det bl.a. også kan drøftes, om der kan etableres en frivillig ordning med enkelte grundejere tættest på Maglehøj om fældning af de høje træer, som skærmer for udsigten fra Maglehøj mod vest.
Vi hører nærmere, når kommunen inviterer til møde.
Ad 7.
Hundeskiltene er kommet op.
Der er fortsat 4 skilte, som ikke er skiftet. Henvendelsen til kommunen herom har ikke hjulpet, da der ikke er økonomi til det. Der er skarp prioritering for hvilke skilte, der udskiftes. Det blev drøftet, om vi skal rette henvendelse til kommunen igen og høre om ikke grundejerforeningen kan betale for de 4 manglende skilte.
Svend-Erik kontakter kommunen igen.
Ad 8.
Emner til julebrevet er bl.a.
• Hundeskiltene
• Hastigheden på vejene
• Status på fortovsudbedring
• Dato for Generalforsamling i marts 2019 – Der kommer bl.a. et punkt om justering af ordensreglerne. Vi skal også nævne fristen for forslag til generalforsamlingen, der er den 15. februar.
Ad 9.
Vedr. hastigheden på vejene
Det blev drøftet, at der fortsat køres meget stærkt, særligt på Bukketornvej.
Der kan laves opslag på facebook-siden om, at man skal være opmærksom på hastigheden og at anbefale en hastighed på max. 40 km/t. Det kan også blive en del af de justerede ordensregler, og vi kan nævne deti julebrevet fra bestyrelsen.
Saltning
Der skal følges op med, hvad status er i forhold til nuværende leverandør angående saltning på stierne. Svend-Erik taler med Mikael om det. Der saltes på den lille sti mellem Kristtornvej og Skovvej fra kommunens side. Vi kan evt. høre, hvad det vil koste, hvis den, som salter på den sti, skal tage vores stier med.
Generalforsamlingen 2019
Datoen for generalforsamlingen er aftalt til den 13. marts 2019. Lisa bestiller lokale.
Alexander, Mette og Svend-Erik er på valg som bestyrelsesmedlemmer.
Niels er på valg som suppleant.
Leif Berthelsen er også på valg som revisor.
Erik Vinther er på valg som revisorsuppleant.
Det blev drøftet, at det generelt er et stort arbejde at være med i bestyrelsen. Der er mange opgaver, og der lægges en del timer i arbejdet for alle. Der kunne evt. stilles forslag om vederlag til bestyrelsesmedlemmer til næste generalforsamling.
Til næste bestyrelsesmøde gennemgås både regnskab og budget, så det er helt klart inden, vi skal sende materiale ud til generalforsamlingen. Niels vil gerne gennemgå det sammen med Mikael inden mødet i januar.
Ad 10.
Næste møde holdes den 24. januar 2019 kl. 19.30 hos Alexander.