Skip to content
Ejendomsmæglerudsagn: Godt og børnevenligt område, hvor der bliver leget på vejene med naboernes guldklumper, tæt på skole, svømmehal, fodboldbane og massere af grønne områder perfekt til at gå ture og nyde naturen.

Bestyrelsesmøde

Referat af bestyrelsesmøde i Grundejerforeningen Maglehøj 21. august 2018
Tilstede: Svend-Erik Nielsen, Mikael Karlsen, Mette Wolff, Niels Blach og Lisa Andersson (referent)

Dagsorden
1. Godkendelse af dagsorden
2. Godkendelse af referat fra mødet den 30. maj.
3. Besigtigelse af området
4. Økonomirapportering ved kassereren, herunder også opfølgning vedrørende kontingentrestancer.
5. Renovering af fortov på den vestlige sti. Status på opfølgningen.
6. Opsætning af skilte vedrørende hunde, opfølgning.
7. Ukrudtsbekæmpelse på fortove og vejkanter
8. Evaluering af vejfesten
9. Henvendelse til kommunen om poppeltræerne ved fodboldbanerne på Magleblik/Kappelhøjkilen, der
begrænser udsigten. Orientering om kommunens afvisende svar.
10. Gennemgang af ordensreglerne med henblik på eventuelle ændringer
11. Info til grundejerne
12. Eventuelt
13. Næste møde

Ad 1.
Dagsordenen blev godkendt.
Ad 2.
Referatet af 30. maj 2018 blev godkendt.
Ad 3.
Bestyrelsen gik en tur i området for at se, hvordan det så ud med ukrudt og buskads ved fortove og stier.Det konstateredes, at der er særligt på den nylagte østlige sti er både ukrudt og små birketræer, der vokser op, og der er risiko for, at belægningen ødelægges, hvis der ikke gøres noget. Enkelte grundejere kontaktes med henblik på beskæring af buskads og ukrudt, som går ud over
fortovet.
Ad 4.
Svend-Erik gennemgik grundejerforeningens økonomi, der fortsat ser fornuftig ud. Grundejerforeningens nuværende indestående er på 738.603,92 kr. hvoraf 500.000 kr. er investeret i Danske Invest med lav risiko. Der skal hæves en del af investeringen til at betale renoveringen af fortovet på den vestlige sti. Mikael oplyste, at der er 2 grundejere, som ikke har betalt kontingent. Mikael har taget kontakt til den ene vedr. den manglende betaling. Der er fortsat ikke betalt. Sagen går derfor videre til advokat jf. vedtægternes bestemmelser. Den anden grundejer mangler vi kontaktoplysninger på. Det følger Lisa op på. Der skal som aftalt på sidste generalforsamling betales for istandsættelsen af den vestlige sti og p-arealet ved seniorbofællesskabet.
Ad 5.
Efter sidste møde i maj, har der også været kontakt til endnu en brolægger vedr. tilbud på den vestlige sti og p-arealet ved seniorbofællesskabet. Bestyrelsen har nu valgt at gå videre med tilbuddet fra Frederiksværk Brolægning. Prisen for arbejdet bliver 284.900 kr. ex moms for fortovet på stien og 28.900 kr. ex moms for p-arealet. I alt 392.250 kr. incl. moms. Det overholder således budgettet på 400.000 kr. Incl. moms Svend-Erik har taget kontakt til firmaet og aftalt, at arbejdet vedr. stien går i gang omkring den 1. oktober 2018, så det kan blive færdigt, inden vinteren går i gang. Det vil ske i etaper ca. 30 meter ad gangen og der tages så meget hensyn til de grundejere, som har indkørsler hen over stien, der kan. Svend-Erik tager kontakt til brolægningsfirmaet igen vedr. p-arealet, da der ved besigtigelsesturen i dag kom forslag om SF-sten med markering for p-båse i stedet for alm. fliser på dette areal. Prisen undersøges og hvis det ikke er meget dyrere, vælges denne løsning i stedet.
Ad 6.
Mikael har fortsat ikke haft tid til opsætningen. Niels tilbød at sætte dem op. Mikael skaffer montagelim og Niels sætter herefter skiltene op.
Ad 7.
Efter besigtigelsen drøftedes det, hvad der kan gøres for at undgå, at fortovene særligt på stierne bliver ødelagte af ukrudt. For at skåne miljøet mest muligt, er der blevet spurgt til dampning hos en gartner, som dog ikke mener, at det kan holde. Brænding af ukrudt har heller ikke kunnet lade sig gøre denne sommer bl.a. pga. afbrændingsforbuddet i kommunen. Grundejerforeningen har fået tilsendt et tilbud på bekæmpelse af ukrudt på stier og fortove, hvor der gives garanti for, at ukrudtet forsvinder. Det er modtaget fra firmaet ”Komplet Fliserens ApS”. Alexander tager kontakt og hører om endelig pris og får bemyndigelse til at indgå aftale med firmaet, hvis prisen vurderes rimelig.
Ad 8.
Til vejfesten var i år tilmeldt 61 personer, hvoraf 20 var børn. Det er næsten samme antal som sidste år. Vejfesten forløb rigtig godt, på trods af det ekstra arbejde med teltopsætning og teltnedtagning. Maden var god og det virkede som om alle generelt hyggede sig. Der var heldigvis også mange, der kom og hjalp med både teltopsætning, klargøring på dagen og
oprydning om søndagen. Tilbagemeldingen på vejfesten har generelt været god. Det kan dog godt være lidt bøvlet med toiletforhold, særligt for dem der bor langt væk. En mulighed kunne være at leje en toiletvogn. Med de 10.000 kr. i tilskud fra grundejerforeningen holdt økonomien igen i år, så det hele lige præcis kunne løbe rundt. Festudvalget, hvor en del har været med i alle 4 år, har med årets fest valgt at takke af. Hvis der derfor fortsat skal arrangeres vejfest for hele grundejerforeningen, må et nyt festudvalg til. Deltagere i det forrige festudvalg vil selvfølgelig gerne hjælpe til med overlevering o.s.v.
Ad 9.
Svend-Erik har kontaktet kommunen vedrørende poppeltræerne, der skærmer udsigten fra området og ud over fjorden. Kommunen har afvist at beskære eller fjerne poplerne, da de vokser langt væk fra Maglehøj og dermed ikke vurderes at skærme udsigten derfra. Træerne vurderes af kommunen derudover sunde og betegnes derfor ikke som risikotræer. Af kommunens svar fremgår det også, at de gerne vil i dialog med grundejere, hvis grunde er omfattet af eller tæt på gravhøjsfredningen ved Maglehøj, og som har træer, der skærmer for udsigten fra Maglehøj. Her kan eventuelt indgås frivillige aftaler med grundejerne om fældning eller beskæring betalt af kommunen. Svend-Erik vil følge op på kommunens svar, da han ikke er helt tilfreds med svaret omkring poppeltræerne.
Ad 10.
Som opfølgning på generalforsamlingen i marts, hvor det bl.a. blev drøftet om der i området skulle være mulighed for græsslåning noget af søndagen, blev det besluttet, at bestyrelsen skulle kigge nærmere på ordensreglerne for generelt at se, om de trænger til en opdatering. Bestyrelsens udkast til nye ordensregler tages med som forslag på næste generalforsamling. Svend-Erik havde til dagens bestyrelsesmøde udarbejdet udkast til ændringer i bestemmelserne § 5 og § 7, som fremgår her: ”Forslag til ændringer i ordensregler

§ 5. ”…… Hvert medlem skal ud for egen grund til veje og stier holde fortovet fri for ukrudt. Det gælder således også vejkanter og kanter på stierne samt oversigtsarealer.
”… Oplagring af byggematerialer må kun finde sted under selve bygge- og anlægsfasen, der forudsættes at ske kontinuerligt. ….”
Forslag A:
§ 7. ” Afbrænding af haveaffald samt benyttelse af motorplæneklippere, havefræsere, motorsave m.v. må ikke finde sted på søn- og helligdage. Der henvises til benyttelse af eldrevne plæneklippere ved plæneklipning på søn- og helligdage.
Forslag B:
§ 7. ” Afbrænding af haveaffald samt benyttelse af motorplæneklippere, havefræsere, motorsave m.v. må ikke finde sted på søn- og helligdage. Dog kan motorplæneklippere helt undtagelsesvist anvendes på søn- og helligdage i tidsrummet 10:00 til 12:00. Forslagene drøftedes og vedr. § 7, var der i bestyrelsen størst tilslutning til forslag B. Ordensreglerne drøftes videre på næste bestyrelsesmøde.
Ad 11.
Der skal snart sendes informationsbrev fra bestyrelsen til grundejerne, bl.a. for at informere om igangsætning af arbejdet med den vestlige sti. Informationsbrevet skal også indeholde tak for deltagelse og hjælp til vejfesten samt information om, at der søges nyt festudvalg.
Ad 12.
Svend-Erik har kontaktet kommunen vedr. de 4 vejskilte som ikke er skiftet. Kommunen har ikke svaret. Svend-Erik rykker for svar.
Ad 13.
Næste møde bliver den 27. november 2018 kl. 19.00 hos Mette.

Back To Top